10.02-18.02.2008 Skiferie, Beitostolen, Norge
Sammen med familien Skytte drog jeg i uge 7 med familien Skytte til Beitostolen i Norge. Som sædvanlig var der afgang tidlig morgen og foran stod lå en lang rejsedag. Færgeturen Frederikshavn-Oslo blev fordrevet med skiftevis læsning, spisning og søvn og uden den store dramatik. Turen ud af Oslo gav lidt problemer da opførslen af Oslos nye musikhus medførte en del vejarbejde og omlægning af veje - det lykkedes os dog at finde den rigtige vej nordpå. Næsten med det samme var der sne på vejene og det påvirkede hastigheden, men stille og roligt arbejde vi os fremad. Vi nåede rem til Beitostolen omkring midnat og efter lidt rod med manglende nøgler fik vi vores hytte.

Hvor jeg tidligere har stået alpin var turen i år helliget langrend som fortræning til det forestående vasaløb. Efter planen skulle Bo følge mig på løjperne men før vi kunne komme afsted skulle han lige have lejet nogle ski og vi skulle have købt smøring og klargjort mine ski til føret. Det endte dog med at Bo købte ski og før vi vidste af det var hele formiddagen gået. Efter en god frokost kastede vi os ud på worldcup løjpen på skistadion. Min balance var meget bedre end på rulleskiene, men til gengæld var afsparket ikke eksisterende - vi havde fået smurt med den helt forkerte fæstevoks. efter en times tid havde vi fået nok og tog hjem til hytten. Ca. 8 km kørsel nåede vi.

Næste dag skinnede solen fra en skyfri himmel og vi havde skaffet en meget bedre fæstevoks. Oppe i fjeldet blæste det en del så vi var blevet anbefalet at køre ned i dalen. Turen derned indebar en ret svær nedkørsel - især for en nybegynder som mig. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg væltede på turen ned, men ned kom jeg. Nede i dalen var vejret helt perfekt og vi var nødt til at gøre stop et par gange og nyde det fantastiske syn. Efter en rundtur i dalen skulle vi tilbage - og nu ventede en opkørslen. Jeg havde frygtet at jeg ville have lige så mange problemer med at komme op som jeg havde med at komme ned, men min sildebensteknik fungerede ret godt, og med min bedre fysik satte jeg hurtigt Bo af på bakken. Da vi endelig nåede toppen var Bo godt slidt og de sidste par km tilbage blev taget stille og roligt. Vi var tilbage ved hytten til frokost.
Bo kunne ikke klare mere d
en dag, men han kunne overtales til at køre mig ned i dalen så jeg kunne tage en tur alene. Jeg fik mig en rigtig god eftermiddagstur og blev hentet igen af Bo kl. 16 - omkring 25 km blev det til for dagen.

Vejret var stor set som dagen før så vi valgte igen at starte i dalen. Turen gik op af fjeldet i håb om at vinden ville lægge sig i løbet af dagen. Det var en hård men flot tur op af fjeldet, men desværre havde vinden ikke lagt sig så da vi kom fri af de lægivende træer måtte vi vende om. På vej ned faldt min ene trendse på staven af - da Bo var mere sikker på nedkørslen end jeg lånte jeg hans ene stav og han kørte ned med kun en. Vi mødte resten af flokken i dalen og spiste fælles frokost. Efter et stop i intersport for at få fikset problemerne med tredsen tilbragte jeg resten af dagen på skistadion med tekniktræning. Det blev til omkring 20 km i løbet af dagen.

4. dag mødte os igen med masser af sol - og nu havde vinden samtidig lagt sig. Bo var slidt ned så han tog en afslappende dag på alpinski. Jeg var afsted lige fra morgenstunden - jeg havde planlagt en rute langt op i højfjeldet. Jeg kom afsted og kørte som den første i sporet længe. På den yderste rundstrækning var sporet desværre ikke præpareret endnu og efter de seneste dages blæst var det flere steder føget helt væk. Jeg fik mig kæmpet igennem og kom tilbage til de bedre spor og begyndte hjemturen - jeg mødte mange på vej op mens jeg kørte ned. Den for dagen planlagte tur var ca. 28 km og den var jeg tilbage fra allerede kl 12.30 - det var for tidligt at tage hjem og der var flere kræfter i benene så jeg valgte at køre ruten igen - dog uden den ikke præparerede del. nogle timer senere var jeg tilbage - nu helt tømt for kræfter - ca. 45 km var det blevet til - en halv vasa!

5. dag - igen perfekt vejr. De mange km fra dagen før kunne mærkes i benene så planen var en tur på ca. 20 km op over toppen af fjeldet og så tilbage til hytten - hvis kræfterne tillod det ville jeg tage noget tekniktræning på stadion om eftermiddagen. Jeg kørte opad som første mand i sporet i perfekte forhold. På toppen overhalede jeg nogen af de første der var kommet op med lift - en god fornemmelse selv at være kørt derop! Turen op på meget kold sne havde slidt på fæstet så jeg tog en pause for at smørre og samtidig tage lidt billeder. Nedkørslen var rimelig simpel på nær et lidt stejlt stykke til at starte med.  Jeg fik for meget fart på og ville sætte mig inden det gik galt. Da jeg satte mig kørte jeg ud af den præparerede løjpe og ud i den døbe sne ved siden af sporet. Min ene ski borede sig dybt ned i sneen mens jeg fortsatte videre. Jeg vred rundt i mit venstre knæ og mærkede et smæld. Jeg kravlede ud af sneen, tilbage på løjpen og fik mig rejst op. Så snart jeg prøvede at støtte på venstre ben kunne jeg mærke den var gal - der stabilitet i knæet. Et par andre danskere var stoppet for at høre om jeg var ok - de hjalp med at ringe efter hjælp og beskrive hvor i terrænnet hjælpen skulle finde os. Vi havde åbenbart ikke være så gode til at beskrive hvor vi var for redningsholdet havde problemer med at finde os. Jeg havde tøj på til at køre hurtigt - så efter at have siddet stille i svedigt løbetøj en halv time var jeg godt afkølet da hjælpen endelig nåede frem. Jeg blev kørt ned på en pulk efter en snescooter til bunden af alpinbakken hvor ambulancefolkene ventede. Jeg havde fået ringet til Jens Chr. og han og resten af flokken mødte mig også dernede.

I stedet for at vente på at blive kørt til lægehuset i taxi kørte Jens Chr. mig derned. Selv efter en time i venteværelse hos lægen frøs jeg stadig. Endelig kom jeg ind. Lægen var vikar og arbejdede normalt som ortopæd i Stockholm så han viste hvad han havde med at gøre. Efter undersøgelse og kig på røntgenbilleder var konklusionen - overrevet forreste korsbånd og inderste ledbånd. Så brød min verden sammen - jeg kunne se alle forårets og sommerens planer for rejser, løb m.m. falme i horisonten.
Efter en tur forbi apoteket for at hente smertestillende medicin kørte vi tilbage til hytten hvor de andre ventede - spændt på at høre hvor galt det var gået.

Den sidste dag måtte jeg opholde mig indendøre hvor jeg begravede mig i en bog. Det var stadig ikke gået helt op for mig hvad der var sket og med mellemrum rullede tankerne om skadens mulige konsekvenser ind over mig. Hjemturen så jeg frem til - jeg ville bare hjem og have påbegyndt behandlingen af skaden - heldigvis kunne jeg sove langt den største del af den lange færgetur så rejsen føltes ikke så lang.

En trist afslutning på en ellers rigtig god tur. Jeg håber at jeg næste år er blevet lappet sammen og klar til igen at prøve evnerne på brædderne.

<Tilbage