27.05.2007 Opdrift Challenge Tour 2007 - 2. plads og CTP
Så blev disc golf sæsonen virkelig sparket i gang. Opdrift arrangerede med mig som turneringsansvarlig Opdrift Challenge Tour der var årets første afdeling af DFSU's turneringsrække for spillere på niveauet lige under landets bedste. Udover at stå som ansvarlig for turneringen skulle jeg også selv spille og havde ambitioner om en topplacering.

I de seneste uger er meget tid gået med at forberede turneringen. Især arbejdet med at få banen gjort i stand til turneringsspil har taget meget tid, men har også virkelig båret frugt. For bare 3 uger siden lignede det en håbløs opgave med væltede træer der spærrede hul 1, store mængder af bjørneklo, vildtvoksende buske, graffiti bemalede skilte og langhårede græsplæner. Men en skøn forening af parkforvaltningens folk og opdrifts medlemmer fik styr på alt dette og mere til så banen fremstod i bedre stand end den har gjort i mange år. Herfra skal lyde en stor tak til alle der har hjulpet med dette arbejde.

På selve dagen startede det hele ikke helt som planlagt - da jeg kom ned til bilen der var pakket med pavillon, præmier m.m. ville den gamle Ford ikke starte. Da jeg havde sat ratlåsen på dagen før, havde jeg fået tændt lyset så batteriet var dødt. Heldigvis kom Falck til undsætning så forsinkelsen blev minimal. I parken var Jens, Peter og Eno klar til at hjælpe med at stille op og efter en lille time var det hele klar til at tage imod spillerne.

Efter et par enkelte sidste øjebliks afmeldinger og tilmeldinger blev feltet på 20 deltage - et ganske tilfredsstillende deltagerantal på højde med tidligere år. Da det jo var årets første afdeling og mange spillere kun havde målt sig mod klubkammerater var det svært at udpege en decideret favorit - 10 spillere lå med handicap fra 8 til 12 og ville med en god dagsform kunne gøre sig i toppen.

9.30 startede vi ud på dagens første 18 huller. En let regn og svag vind prægede denne runde - det våde flot klippede græs gav nogle flotte skip hvor discene vandt nogle ekstra meter. Efter en lidt tøvende men stabil start fik jeg spillet mig i gang på de sidste 9 huller og kom ind i en tilfredsstillende runde på 53 (3 under par). Dette rakte til en foreløbig delt 2. plads 3 kast efter Søren Ivø  fra KFK, der med rigtig stabilt spil havde bragt sig i en favorabel førerposition. Feltet var efter 1. runde så tæt som man kunne forvente. fra 2. plads til 11. plads var der blot 4 kast.

Efter at have fået tanket op med en frokost startede vi 13.45 ud på 9 hullers semifinale. Jeg spillede mig stabilt gennem de første huller, men måtte tage en bogie på hul 3. Hentede par på hul 4 og 5 inden jeg startede en birdie række på hul 6, 7 og 8. Jeg sluttede af med par på hul 9 og kom ind med en hæderlig score på 26. Søren havde desværre lavet 25 og var nu endnu et kast foran, men til gengæld var jeg nu alene på 2. pladsen.

Efter en kort pause var vi klar til at gå ud på finalerunden. Regnen var stoppet men til gengæld var det blæst op og vinden var nu ret kraftig. Jeg havde endnu ikke været ude og spille i kraftig vind i denne sæson og det kunne mærkes på mit spil. Dårlige drives på hul 1, 3 og 5 gjorde at jeg virkelig måtte arbejde hårdt for at redde mine par. Heldigvis har den megen indspilstræning de seneste uger båret frugt og jeg fik reddet dem alle (tak til coach Mikael). 5 gange par til at lægge ud med og jeg var klar til de sidste 4 huller der ikke var nær så vind-udsatte - pyh tænkte jeg, hvorefter jeg kastede et katastrofalt drive på hul 6 og igen måtte arbejde for par. Hul 7 og 8 blev også spillet i par uden den store dramatik.
Tid til dagens sidste hul. Tilst Byparks hul nr. 9 på 103 m fra bakketoppen ned over den fine grønne plæne til kurven placeret lige før stien - et virkelig publikumsvenligt hul. De øvrige grupper der havde gået foran vores førergruppe var alle færdige og stod som tilskuere ved hullet. På hul 9 havde var også Closest-to-Pin (CTP) - denne konkurrence blev indtil nu ført af Christian Redder fra KFK der havde lagt sin disc 3,75 m fra kurven i runde 1. Christian gik også i førergruppen og vi havde joket med at jeg ville slå ham på dette sidste drive. Som 2. spiller stiller jeg mig klar til at kaste. Vinden er i ryggen og på dagens tidligere kast har jeg kastet for kort. Valget af disc bliver en 170g StarSL. Til modsætning fra tidligere på dagen er tee-stedet nu tørt så der er ikke den store fare for at glide. Jeg får discen sluppet helt perfekt, den arbejder sig svagt men sikkert ud mod højre inden den perfekt fader mod venstre og lander kort før kurven - ruller lidt og lægger sig til ro 1,25 m fra kurven. PERFEKT kast.
Søren er næste kaster han fyrer også et perfekt kast af - det er dog lidt for langt så CTP sejren er hjemme for mig, mens Søren sikrer sig turneringssejren. Efter at have lagt den sikre birdie i kurven ender jeg på en runde i 27 - tilfredsstillende set i lyset af hvor meget jeg måtte kæmpe. Den samlede score bliver 106 - det rækker til 2. pladsen 2 kast efter Søren og 1 kast foran Anders Walter Andersen.
I bedste Challenge tour stil vender op mod 2/3 af deltagerne hjem med præmier. Men nok så vigtigt som præmier vender spillerne hjem med en værdifuld turneringserfaring.

Med hjælp på Opdrift medlemmer bliver det hele hurtigt pakket sammen, og ved 18:30 er jeg på vej hjem afsluttet. En stor tak til alle der hjalp med til at få dette arrangement til at køre og til alle spillerne der trodsede meterologernes dystre vejrudsigter og mødte op i Tilst.

 

              

<Tilbage