10.-17.02.2007 Skiferie i Hovden
Jens og hans familie havde inviteret mig med på deres skiferie i Hovden.
To biler tungt lastet med 9 personer og deres oppakning og forsyninger til en uge kørte lørdag afsted mod Hirtshals og færgen til Larvik. Sent lørdag aften ankom vi til Hovden hvor vinteren virkelig kunne mærkes - termometeret udenfor hytten viste -26 grader - jeg havde næsten glemt hvor koldt det er!
Pisterne var rigtig gode så selvom det var koldt fik vi masser af godt skiløb. Især fik jeg øvet min Carving teknik og endte med at have ret godt styr over det - hvis jeg selv skal sige det!
Til aftenerne havde jeg medbragt en bog - det er jo ikke lige afterski der er mest af i Norge. Desværre var bogen alt for spændende så allerede efter 3 dage havde jeg tygget mig igennem den - så var det jo godt vi var så mange så der var altid nogen der havde gang i et spil Settlers eller 500.
Efter en uge var det tid til at vende snuden hjemover - jeg må indrømme at jeg så frem til lidt fred og ro. Når man er vant til at bo alene og styre tingene selv er 9 personer i en lille hytte lidt af en omvæltning.
Turen hjem gik efter forholdene godt - vi fik kæmpet os igennem de mængder af sne der var faldet natten før hjemturen og ingen blev søsyge på trods af at båden vippede en del på vej til Hirtshals.
Tak til hele familien Skytte for en god tur.

              

<Tilbage