31.03.2007 Whiskymesse i Frederiksberghallerne
Kim havde inviteret medlemmer af whiskyklubberne og andre særligt udvalgte til påskefrokost med efterfølgende besøg på whiskymessen i Frederiksberg Hallerne.
Jeg var med bussen 6:30 fra Århus - surt at skulle tidligere op på en lørdag end til hverdag - men jeg kunne da sove lidt både i bussen og på færgen.
Jeg ankom hos Kim i Valby ved 10-tiden og hjalp ham med de sidste forberedelser inden de øvrige gæster ankom. Ved 11-tiden var de andre gæster kommet og under frokosten blev der snakket alle blev opdateret på hvad hver især nu gik og lavede - og det hele blev krydret med god mad, påskebryg og snaps.
Ved 14-tiden begav vi os afsted mod messen. Det flotte forårsvejr indbød til at gå så vi droppede den planlagte taxi og gik til Frederiksberg Hallerne - det var bestemt heller ikke skadeligt efter frokosten.
Kl 15 blev dørerne åbnet - det første stykke tid blev brugt på at få jakken i garderobe og få hentet sit glas og diverse brochurer. Vi nåede et par enkelte smagsprøver inden vi kl. 16 skulle til "masterclass" hos Bowmore.
Dette særarrangement havde kostet 50 kr ekstra, men det var det hele værd. Iain McCallum der er Blender på Bowmore destilleriet Gav en fin præsentation af destilleriet og dets kendetegn og guidede os derefter igennem 6 særligt udvalgte smagsprøver. Vi startede med den helt friske whisky der slet ikke havde været lagret endnu (og heller ikke fortyndet - 68,9% - den brændte hele munden af) og bevægede os så op gennem årerne til 6, 12, 15, 18 og 25 års udgaver.
Efter masterclass gik vi rundt til standene og smagte og smagte - da det nærmede sig lukketid på messen var det vist godt nok - for vi kunne ikke tåle meget mere.
Efter messen var vi ude og spise og sluttede af på en øl-bar med nogle gode øl. Jeg overnattede hos Kim og tog næste dag bussen tilbage til Århus.
Det var et rigtig hyggeligt arrangement og forhåbentlig kan vi gentage det næste gang der er whiskymesse.

              

<Tilbage