20.05.2007 Copenhagen Marathon 2007
Jeg var tilbage i Århus fra bryllup i Holstebro omkring kl. 01 - efter et hurtigt tøjskift rullede jeg til banegården for at nå toget lidt i 2.
Jeg havde frygtet meget ikke at kunne få en siddeplads - Pga. de mange hjemrejsende publikum fra aftenens George Michael koncert i Århus var alle pladser udsolgt. Heldigvis var der indsat ekstra tog så der var rigelig med pladser, og jeg kunne blunde så godt man nu kan i et togsæde hele vejen til København.
Jeg ankom til København omkring kl 5:30 og spadserede mod startområdet, hvor man så småt var ved at stille op til dagens begivenhed. Jeg fandt en bænk hvor jeg kunne sidde og slappe af et par timer. Endelig åbnede informationen og jeg kunne hente mit startnummer - derefter endnu noget ventetid.
Ved 8 tiden var solen kommet godt op på himlen - det tegnede til en varm dag. Jeg startede omklædningen og klargøringen til løbet. Jeg kunne mærke at jeg var ret træt, men håbede det ville gå over når løbet kom i gang.
Efter at have fået opmagasineret min bagage slentrede jeg rundt i startområdet og indtog væske og spiste lidt frugt indtil det endelig var tid til at finde min plads i startboksen. Jeg fik klemt mig op midt mellem fartholderne til 3:15 og 3:30.

Da startskuddet lød kom jeg fint afsted og fandt tempoet. Efter få km mærkede jeg presset på blæren og jeg måtte finde en busk og lade vandet. Efter at have været ude ved siden kom jeg ind i feltet igen lige bagved 3:30 fartholderne - fint tænkte jeg først, men blev hurtigt klogere. Alle de mindre erfarne løbere der havde ambitioner om en tid omkring 3:30 lå her lige bagved fartholderne så der var en skubben og masen og ikke plads til at komme ind i en rytme. Det tog mig et par km at indse dette og så måtte jeg bruge kræfter på at komme de 25-50 m foran fartholderne hvor der var mere plads. Nu gik det derudaf igen - omkring 4:55 i km-tider og puls omkring 160. Jeg opdagede dog at jeg havde lidt svært ved at kontrollere pulsen - et klart tegn på at min krop ikke var udhvilet, men jeg måtte så bare være det mere opmærksom.
Den første sløjfe på ruten (ca. 16 km) var klaret og jeg var nu godt løbende. De næste km gik meget opad, men jeg klarede dem og holdt pulsen rimelig under kontrol - når man havde løbet opad skal man også ned - jeg lod mine lange ben give mig nogle billige m på vej ned og løb min hurtigste km på 4:39 min lige før halvmarathon som blev rundet i 1:44 timer - 1 min foran tidsskemaet. Nu var pulsen dog begyndt at drille, jeg kunne dog ikke holde farten hvis jeg også skulle holde pulsen nede så jeg lod puls være puls - fandt et tempo og håbede på det bedste.
Kilometerne gled forbi og det begyndte at se rigtig fornuftigt ud - ved 30 km var jeg 2½ min foran tidsskemaet, men forude ventede sammenbruddet. Ved 33 km var der udsolgt - benene var blytunge og kramper begyndte at lure. Først måtte jeg se håbet om 3:30 forsvinde - derefter den personlige rekord på 3:33. Det var tid at opstille nye mål for at få mig kæmpet i mål. Omkring 38 km satte jeg målet 3:45 - det var realistisk mål, men krævede også at jeg fik gang i benene igen. Jeg var ikke den eneste der var ramt - langs ruten blev løbere pillet ud og lagt i drop pga. væskemangel, og på trods af min lave fart overhalede jeg alligevel løbere. Lidt efter 40 km hørte jeg pludselig en stemme blandt publikum råbe mit navn - jeg kiggede op og så Lars fra Thule knipse løs på sit kamera. Med publikum og kamera på, samlede jeg de sidste kræfter og kæmpede videre mod mål, med Lars skiftevis spurtede og tog billeder ved siden af. Jeg fyrede en spurt af på opløbet som vakte publikums jubel - især da jeg måtte tage 20 m med et stift højreben pga. krampe. Jeg kom over stregen i 3:41:27 - en fotograf fik nogle gode smertebilleder, da jeg fik krampe hver gang jeg tog et skridt, det lykkedes mig dog at få klemt et smil afsted alligevel - pinslerne var overstået!

Efter at have fået indtaget væske og  mad og klædt om mødtes jeg med Lars. Vi gik til rådhuspladsen - fik lidt at spise og drikke mens vi nød solen og snakkede Elbrus-tur. Ved 15:30 tiden fandt jeg et tog og drog mod Århus - alt var dog udsolgt i toget så det blev til en ståplads i mellemgangen hele vejen til Vejle - ikke helt optimalt for trætte marathon ben, men det tanken om en blød seng der ventede og en hel dag til at slappe af mandag hjalp mig igennem.

Nu venter Århus marathon d. 16. juni - forhåbentlig vil et par ugers ekstra træning, en mere udhvilet krop og flere venner og familie på tilskuerpladserne give det der skal til for at få tiden under 3:30.

 

              

<Tilbage