09.09.2007 Viborg City International Marathon 2007
Da det hverken lykkedes i København eller Århus at nå mit mål om at komme under 3½ time på marathon havde jeg tilmeldt mig løbet i Viborg. Pga. problemer med acchilessenen havde træningen ikke været optimal og sammenholdt med den kuperede rute i Viborg havde jeg ikke den store tro på at skulle kunne klare det denne gang.

Christian var hjemme igen fra Grønland og for første gang i mange år skulle vi stille op til et løb sammen. Alt i optakten fungerede fra arrangørernes side perfekt. Vejret viste sig også fra sin bedste side med flot sensommer sol. Så da vi stod ved start var der positiv stemning.

Der gik ikke længe fra startskuddet til Christian var ude af syne. Jeg fandt ind i hvad jeg mente var en fin rytme i det korrekte tempo. Efter et par km blev jeg dog i tvivl om tempoet - mine km-tider svingede voldsomt. Det gik dog hurtigt op for mig at rytmen var ok - det var skiltene der var kastet tilfældigt rundt. Det kunne selvfølgelig sagtens gå i starten, men når det begynder at gøre ondt er det vigtigt at kunne følge km-tiderne for ikke at tabe tid.
Omkring de 26 km var den dårlige skiltning ved at kække mig - jeg havde løbet godt og havde ca. 3 min forspring til min planlagte splittid, men pga. et forkert placeret skilt havde jeg pludselig
kun 15 sek. forspring. Denne fejl var netop efter en meget lang og hård bakke hvilket gjorde at jeg troede at jeg virkelig havde tabt meget tid. Ved næste skilt havde jeg på trods af at jeg havde løbet lidt opgivende igen 2.15 min forspring - og modet steg igen, men tabt var tabt.

Lise dukkede op på ruten med kamera og knipse billeder - så måtte man jo anstrenge sig for at smile og se frisk ud selvom det gjorde ondt. Jeg kom tættere og tættere på mål og var stadig i nærheden af tidsmålet. Det gav ekstra mod på det hele og kræfter til en gang salsa dans ved et af de mange bands der skabte stemning omkring ruten.

På den lange opløbsstrækning klappede tilskuerne løberne frem - jeg løb mod mit mål. 3.30.01 sagde uret - ny personlig rekord men et sekund langsommere end mit mål. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Der var opmuntrende ord fra Lise, Christian og Lene men inders inde var jeg skuffet og bandede skiltene langt væk - godt jeg havde dem at skyde skylden på!

Jeg fik mig dog mandet op til et smil til efterløbs-billedet.

Update 01.11.2007
På selve løbsdagen havde arrangørerne glemt den obligatoriske medalje som man normalt får når man gennemfører et marathon. Efter mage klager valgte man at sende medaljer ud til alle der havde gennemført - den kom i dag, og jeg må sige at den er stort set lige så grim som deres skiltesætning.
     

<Tilbage